Kvinde slog fire nyfødte børn ihjel: Nu har hun fået sin dom

Skrevet af admin

20/07/2016

Dagens topnyheder

En tysk kvinde er onsdag idømt 14 års fængsel for drab på fire af sine egne nyfødte børn.

Ligene af i alt otte babyer blev fundet i kvindens hjem i november sidste år. Men retten fandt det kun bevist, at hun slog de fire af dem ihjel.

Det ene af de øvrige fire spædbørn var dødt ved fødslen. I de sidste tre tilfælde havde ligene ligget så længe, at det ikke var muligt for retsmedicinere at fastslå, om de tre havde været i live ved fødslen.

Kvinden havde gemt de fire lig i plastikposer og håndklæder, som var skjult i hendes hus. Hun har forklaret, at hun fødte de otte børn hjemme, og at hun var alene om det.

Hendes 55-årige mand blev frifundet for anklager om meddelagtighed og for ikke at have forhindret drabene, der fandt sted i perioden 2003 til 2013.

Dommer Christoph Gillot forsvarede i retssalen sin beslutning om ikke at idømme den 45-årige kvinde fængsel på livstid, men nøjes med 14 års fængsel.

- Når en sag som denne kommer for retten, er der pludselig en masse mennesker, der mener at vide, hvad det rigtige er - at en "horror-mor" skal spærres inde til evig tid, sagde han.

- Men vi må først forsøge at forstå denne adfærd. Det betyder ikke at retfærdiggøre den, men forsøge at forstå den, sagde dommeren.

Tyskland har i de seneste år været rystet af lignende sager, hvor mødre har slået deres nyfødte børn ihjel.

I maj sidste år blev en kvinde idømt 44 måneders fængsel for drab på to af sine børn, som hun havde skjult i en fryser.

I oktober 2013 fandt bygningsarbejdere ligene af to babyer i den tyske delstat Bayern. Børnene havde været døde siden 1980'erne.

Og i 2008 blev en 42-årig kvinde kendt skyldig i at have dræbt otte af sine børn ved fødslen og have skjult ligene i spande, blomsterkrukker og et gammelt akvarium.

/ritzau/AFP