Læge: At gå syg på arbejde kan føre til depression

Skrevet af Jesper Larsen

01/03/2016

Mest læste i dag

Når du har hoste, snue eller feber, skal du ikke gå på arbejde, selvom du måske føler dig presset til det. 

For det er ikke kun usundt for dine kollegaer, der risikerer at blive smittede, dit eget helbred bliver også udsat for flere sundhedsfarer, end hvis du bliver hjemme. 

- Hvis du går på arbejde syg er du funktionsnedsat, da du ikke kan arbejde fuldt ud. Så opstår der en ubalance mellem arbejdets krav og den ansattes kapacitet, siger Magnus Svartengren, der er professor og overlæge ved den svenske arbejdsmiljøstyrelse, til Metro.se.

Og det kan føre til længere perioder med sygdom, end den man oprindeligt var hæmmet af, siger han. 

- Hvis du fortsætter med at prøve at kompensere for, at du ikke kan udføre dit arbejde helt på grund af sygdommen, risikerer du at blive udbrændt, hvilket kan føre til en depression, siger Magnus Svartengren til Metro. 

Og selvom den enkelte skal sørge for at melde sig syg, når man er det, så har arbejdspladsen også et ansvar. Den nærmeste chef skal eksempelvis slå ned på dem, der møder syge ind på arbejde. 

- Det er i alles interesse at nedbringe sygefraværet, siger han til avisen, og understreger, at man skal gå videre med det, hvis ens chef ikke vil acceptere en sygemelding. 

- Så skal du tage kontakt til din tillidsmand, siger han. 

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: