Lækage: Björk frigiver nyt album alt for tidligt

Skrevet af admin

20/01/2015

Dagens topnyheder

Den islandske sangerinde Björk har truffet en hurtig beslutning, efter at hendes nye sange pludselig begyndte at florere på internettet.

Således oplyser den verdenskendte artist, at hendes nye album udsendes flere måneder før planlagt.

Albummet, der er det første fra Björk i tre år, bærer titlen "Vulnicura" og vil være på markedet inden for 24 timer.

I stedet for at kommentere lækket, takker sangerinden sine tilhængere for deres interesse.

På Facebook og Twitter beskriver Björk sin nye plade som et "fuldstændig hjertesorgs-album", der handler om afslutningen på et kærlighedsforhold.

- Min indre antropolog kom op i mig, og jeg besluttede mig for at dele det. Først var jeg nervøs for, at det ville være for selvoptaget, men så følte jeg, at det måske ville gøre det endnu mere universelt.

- Forhåbentlig kan sangene være en hjælp, en krykke til andre, og bevise, hvor biologisk denne proces er: såret og helingen af såret, skriver hun.

Internetlækager af musikalbum er blevet mere og mere almindelige.

Så sent som i sidste måned besluttede Madonna at frigive seks sange fra sit kommende album to måneder før planlagt, efter at tidlige versioner af sangene begyndte at florere på nettet.

Modsat Björk udtrykte Madonna stor vrede og betegnede lækagen som "kunstnerisk voldtægt".

I sidste weekend annoncerede Björk en række intim-koncerter i New York.

/ritzau/AFP