Landsret: En håndskreven seddel er ikke en p-skive

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

En bilist gjorde det bedste, han kunne, da den elektroniske parkeringsskive i bilen ikke virkede.

I stedet lagde han en håndskreven seddel i forruden med følgende budskab:

"P-skive Ankomsttid 11.30."

Men det var ikke godt nok, har Østre Landsret slået fast i en dom onsdag.

Dermed har City Parkeringsservice fået medhold i retssagen, som var rejst af FDM på vegne af bilisten, der nu skal betale 650 kroner i afgift.

Et skilt ved det private parkeringsområde i Albertslund fortalte, at to timers parkering var gratis med anvendelse af p-skive.

Men en håndskreven seddel kan ikke erstatte en parkeringsskive, noterer dommerne.

Dommerne konkluderer, at det er naturligt at forstå p-skive "som en urskive med bevægelige visere".

Sedlen var en tilsidesættelse af aftalevilkårene om brug af p-skive, selv om sedlen indeholdt de væsentlige oplysninger.

Bilisten har fortalt, at bilen var udstyret med en elektronisk parkeringsskive. Den virkede ikke, og derfor blev der slukket for den.

I FDM er man trods nederlaget tilfreds med dommen af en anden grund - nemlig at landsretten slår fast, at private parkeringsselskaber ikke kan bruge færdselsloven som udgangspunkt for at opkræve afgifter.

Færdselsloven gælder på offentlige parkeringspladser, hvor politiet og kommunale p-vagter holder øje med bilerne.

- Det er nu slået fast, at et privat selskab ikke må straffe borgere ud fra regler, der gælder på offentlige parkeringsområder, siger advokat Lennart Fogh til FDMs hjemmeside.

/ritzau/