Landsretten frifinder politichef for embedsmisbrug

Skrevet af admin

23/06/2015

Mest læste i dag

Østre Landsret har tirsdag frifundet en højtstående politimand for anklager om embedsmisbrug.

Det oplyser politimandens forsvarsadvokat, Martin Cumberland, til Ritzau.

Den 56-årige politichef har været tiltalt for at beordre en underordnet til at foretage uberettigede opslag i politiets kriminalregister på politimandens søn og en anden mand.

Tidligere er det kommet frem, at mandens søn har forbindelser til rockermiljøet, hvor han angiveligt skulle være en del af AK 81.

Med frifindelsen erklærer landsretten sig dermed enig med Københavns Byret, der i januar frifandt politilederen.

- Faktisk var landsrettens afgørelse en renere frifindelse, for byretten mente, at kun det ene opslag var tjenstligt begrundet, mens det andet isoleret set ikke var, siger Martin Cumberland.

- Landsretten har nu ændret den præmis, således at begge opslag var tjenstlige i orden, tilføjer han.

Ifølge anklageskriftet i sagen tilskyndede politilederen 23. april 2013 en underordnet politikommissær til flere gange at slå op i registret for at se, hvad der stod om sønnen og en anden mand.

Forsvarer Martin Cumberland er tilfreds med Østre Landsrets afgørelse, men han undrer sig over sagens varighed og langer især ud efter Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der sad med sagen i begyndelsen.

- Denne sag har været et mareridt for min klient. Det er først nu, han kan ånde lettet op, og det har taget alt for lang tid for DUP at efterforske, siger han.

/ritzau/