Landstræner Karlsson prædiker ydmyghed før VM-premiere

Ishockeylandsholdets nye træner, Jan Karlsson, har en vane med at sætte sin ene håndflade helt ned til gulvet.

- Her, siger han.

- Her skal vi starte. Så har vi fast grund under fødderne og kan arbejde os opad. Hvis vi begynder længere oppe, har vi intet fodfæste, og så kommer vi ingen vegne, prædiker han igen og igen.

Pointen er ydmyghed. Karlsson ved, at Danmarks 12 A-VM-deltagelser på stribe giver smag for mere både hos spillerne selv og hos omverdenen.

Som forwarden Mads Christensen formulerer det:

- Vi kigger jo altid lidt efter den kvartfinale. Jeg synes, vi er i en spændende pulje, hvor vi kan spille lige op med mange af holdene. Jeg ville ikke blive helt overrasket, hvis vi stod i en kvartfinale.

Landsholdet viste i 2010, at det ikke er umuligt at nå mellem de otte bedste.

Men det er på den anden side kun to år siden, at et på papiret yderst velbesat hold med Frans Nielsen, Philip Larsen, Lars Eller og Frederik Andersen kun med nød og næppe undgik nedrykning ved VM i Stockholm.

- Er vi klar til at arbejde for fuld kraft i hvert eneste skift, så kan vi være med i alle kampe, siger Jan Karlsson.

Nogen officiel målsætning har hverken han eller holdet. Men chancen for en kvartfinaleplads er til stede, mener landstræneren.

- Jeg har sagt til spillerne, at hvis de arbejder hårdt, så er der mulighed for, at vi spiller kvartfinale i den store, fine hal den 22. maj, siger svenskeren.

Danmark spiller sine syv indledende kampe i den mindste af de to imponerende skøjtehaller i Minsk.

Første kamp er mod Sverige lørdag eftermiddag. Men allerede fredag bliver VM officielt åbnet. I Danmarks gruppe tager Frankrig og Canada hul på løjerne klokken 15.45 dansk tid.

/ritzau/

 

Dagens Gossip