Lang vej hjem for rød finanslov

Skrevet af admin

05/11/2014

Mest læste i dag

Der er meget langt til en rød finanslov, når finansminister Bjarne Corydon (S) onsdag aften forhandler med Enhedslisten og SF.

Parterne står milevidt fra hinanden om dagpenge samt spørgsmålet om at slanke ulandsbistanden med 2,5 milliarder kroner for at finansiere langt flere asylsøgere

Det fastslår Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- En af de ting, der gør disse forhandlinger rigtig, rigtig svære, er, at der er et kæmpemæssigt og helt åbenlyst dagpengeproblem, som regeringen indtil videre desværre ikke har vist villighed til at løse, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Der er ret lang afstand mellem regeringen og Enhedslisten.

Enhedslisten afviser at bruge ulandsbistanden til asylsøgere, fastslår hun.

- Enhedslisten er lodret imod at finansiere, at der kommer flere flygtninge til Danmark fra Islamisk Stat i Syrien ved at skære på ulandsbistanden. Det er kortsigtet. Ulandsbistanden er med til at sikre, at mennesker ikke flygter, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Pia Olsen Dyhr deler hendes skepsis overfor regeringen.

- Vi håber rigtig meget på en rød finanslov. Men det kræver, at regeringen begynder at bevæge sig. Det ser rigtig svært ud. Det skal man ikke være i tvivl om, siger Pia Olsen Dyhr.

SF og Enhedslisten står og kommer sammen til Finansministeriet for at presse regeringen til at løse problemet for anslået 40.000 ledige, som mister dagpenge. Hidtil har Corydon, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og økonomiminister Morten Østergaard (R) været ubøjelige.

SF vil heller ikke slanke ulandsbistanden, siger Pia Olsen Dyhr.

- Vi ser et problem i, at vi finder penge i udviklingsbistanden og bruger pengene på asylansøgerne. I sidste ende kommer de fattige i Afrika til at betale for asylansøgere i Danmark, mener SF's formand.

/ritzau/