Lasse Schöne vil være med mod England

Skrevet af admin

18/02/2014

Dagens topnyheder

Ikke siden 5. juni sidste år har Lasse Schöne fået spilletid på fodboldlandsholdet.

Men nu håber Ajax-spilleren, at en stribe gode kampe for den hollandske storklub kan bringe ham ind i startopstillingen igen.

Senest blev det til et hattrick i 3-0-sejren over Heerenveen søndag, hvor Schöne to gange scorede fra straffesparkpletten.

- Regner med noget gør jeg ikke mere, men jeg håber på, at ikke kun målene, men også mine præstationer den seneste tid kan give mig en plads på holdet, siger han til Metroxpress.

Lasse Schöne mener, at han med en fast plads i startopstillingen hos Ajax har gjort sig fortjent til landsholdstrøjen.

Men han erkender også, at han som type ikke passer til den plads på højrekanten, hvor der er størst chance for at kunne klemme sig ind.

- Det er klart, at hvis han vil have én, der går ind i banen på den ene side, og en højrekant, der er helt ude på siden, så gør det selvfølgelig ikke mine muligheder bedre.

- Men hvem ved, måske skifter han mening, siger Schöne til avisen.

Danmark møder England 5. marts på Wembley, og landstræneren udtager truppen til testkampen på tirsdag.

/ritzau/