L'easy tager politianmeldelse til efterretning

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

L'easy har været i tæt dialog med Forbrugerombudsmanden og reageret hurtigt på kritikken af selskabets markedsføring. Det siger L'easys direktør, Peter Schou Jørgensen, i en pressemeddelelse, efter at Forbrugerombudsmanden fredag meldte L'easy til politiet.

- Vi kan forstå, at det er en helt almindelig procedure, selvom vi har tilrettet vores annoncering i henhold til Forbrugerombudsmandens ønsker, siger Peter Schou Jørgensen.

Direktøren påpeger, at striden handler om indhold i L'easys annoncering i foråret 2013, og at alle forhold øjeblikkelig blev rettet.

- Hos L'easy ønsker vi at give vores kunder den bedst mulige service. Derfor følger vi naturligvis også Forbrugerombudsmandens anvisninger. Det har på ingen måde været vores hensigt at gøre noget uklart. Tværtimod, siger Peter Schou Jørgensen.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe har anmeldt L'easy til politiet for i flere tilfælde ikke at have oplyst forbrugerne om, at de oven i en kontantpris for en vare også skal betale for installering og levering.

L'easy, der er kendt for at handle med computere, hårde hvidevarer og tv, har ifølge Forbrugerombudsmanden i flere tilbudsaviser ikke oplyst forbrugerne tydeligt nok om de ekstra udgifter.

I tilbudsaviserne og på nettet har L'easy desuden reklameret med, hvad det ville koste per måned at låne penge til at købe de viste varer for hos selskabet. Men ikke i samme forbindelse givet alle de kreditoplysninger, blandt andet om lånets omfang.

Ifølge markedsføringsloven skal visse kreditoplysninger gives klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.

L'easy-direktør Peter Schou Jørgensen kalder det en beklagelig fejl.

- Det skal selvfølgelig være i orden, og det blev rettet så hurtigt som muligt, siger Peter Schou Jørgensen, der altså fastslår, at selskabet har rettet ind.

/ritzau/