Ledigheden er nu den laveste i fem år

admin

|

02/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Antallet af arbejdsløse i Danmark faldt fra marts til april med 3500 personer til i alt 131.600. Der er nu 5,0 procent ledige, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er det laveste niveau i fem år.

Den faldende ledighed er reelt udtryk for, at der bliver skabt flere job, lyder det fra Mette Hørdum Larsen, der er økonom i LO.

- Den faldende arbejdsløshed afspejler den tendens, vi ser på arbejdsmarkedet i øjeblikket.

- Der er tegn på bedring. Der bliver varslet markant færre fyringer, end da krisen var på sit højeste, der bliver slået stadig flere nye stillinger op, og der bliver generelt også skabt flere job, siger hun.

Ifølge Danmarks Statistik påvirker kontanthjælpsreformen og afkortningen af dagpengeperioden i mindre grad ledighedstallene end i de foregående måneder.

Siden januar er bruttoledigheden faldet med 10.800 svarende til, at ledigheden er faldet med 0,4 procentpoint.

- Der er fremgang i dansk økonomi efter de seneste års stilstand, og samtidig er der udsigt til, at fremgangen fortsætter. Det peger i retning af, at endnu flere arbejdsløse kan komme tilbage i arbejde de kommende måneder, siger Mette Hørdum Larsen.

Det er sjette måned i træk, at ledigheden falder.

/ritzau/