Lektor: Oplagt at Rusland har ubåd i Sverige

Skrevet af admin

19/10/2014

Dagens topnyheder

Det er praksis for lande med ubåde i Østersøen, at de ligger og tjekker hinandens territorier af. Russerne gør mod svenskerne, hvad svenskerne også gør mod russerne.

Det siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen.

- Det ville være meget mærkeligt, hvis svenskerne ikke laver præcis det samme i forhold til russerne, som russerne ser ud til at gøre mod Sverige.

- Havde Danmark haft ubåde i dag, havde vi gjort det samme ved fortsat at prøve at sejle tæt på russisk territorium for at lytte, hvad de snakker om. Der er intet nyt under solen, siger Peter Viggo Jakobsen til Ritzau.

Det svenske forsvar er i alarmberedskab på grund af mistanken om, at en formodet russisk ubåd har sneget sin ind i Stockholms ydre skærgård.

Der er også ubekræftede forlydender om, at ubåden, der angiveligt blev opdaget i fredags, skulle være skadet. Peter Viggo Jakobsen finder et oplagt, at russerne også er aktive under vandet, når de er det i luften.

- I de senere år har vi set et mere aggressivt Rusland, der militært viser muskler fordi det ønsker at markere, at det er tilbage som stormagt.

- Rusland har adskillige gange med militærfly fingeret angreb på destinationer ved Østersøen, blandt andet Polen, Sverige og Bornholm. I deres egen optik prøver de at vise, at de har militær magt. Indad til vil de vise styrke over for egen befolkning, siger Peter Viggo Jakobsen.

Det generelle billede er, at disse militære markeringer er på et langt højere niveau i dag end siden afslutningen på den kolde krig.

- Militæret er det eneste våben, russerne kan rasle med. De kan rende rundt og puste sig op, men det er en gratis måde at vise, at man er noget. Det har ikke den store effekt på den politik, som Europa fører overfor lande i den tidligere østblok. Men Rusland frygter at miste magt, siger Peter Viggo Jakobsen.

/ritzau/