Lene Espersen og Per Stig må ikke længere komme ind i Rusland

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

Fire danskere er ikke længere velkomne i Rusland og står opført på en liste med i alt 89 europæiske politikere, diplomater og militærpersoner, som landet fredag har afleveret til en række EU-landes ambassader i Moskva.

Det drejer sig om de to tidligere konservative udenrigsministre Lene Espersen og Per Stig Møller, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, samt Daniel Carlsen, der er formand for Danskernes Parti.

Det fremgår af et dokument, som den finske tv-station YLE fredag aften har offentliggjort - og som Ritzau er i besiddelse af.

Sortlistningen er det russiske modsvar til EU's sanktioner mod Rusland og russere i kølvandet af annektering af Krim-halvøen og konflikten i det østlige Ukraine.

Årsagen til, at netop disse personer ikke længere er velkomne i Rusland, fremgår ikke af listen, og Rusland har af uvisse årsager anmodet EU-landene om ikke at offentliggøre navnene på de uvelkomne personer, skriver AFP.

Sveriges udenrigsministerium har ligeledes bekræftet, at otte svenskere er på listen. Heriblandt er EU-parlamentarikeren Anna-Maria Corazza Bildt, der er gift med den tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt.

- Det er en meget slående opførsel, der uheldigvis ikke forbedrer Ruslands omdømme, siger Sveriges udenrigsminister, Margot Wallström, til nyhedsbureauet TT.

Hun har bedt Rusland om en forklaring.

Blandt andre fremtrædende navne på listen er Guy Verhofstadt, der står i spidsen for den liberale gruppe i Europaparlamentet, Nick Clegg, tidligere vicepremierminister i Storbritannien, samt Andrew Parker, chef for den britiske MI5-spiontjeneste.

Ifølge en talskvinde for EU's diplomatiske tjeneste i Bruxelles har Rusland de seneste måneder i realiteten udelukket flere europæiske politikere fra at rejse ind i landet, men det er først nu, at navnene bliver nedfældet på en liste.

- Vi tager til efterretning, at de russiske myndigheder har besluttet at indvie os i listen. Vi har ikke yderligere oplysninger om det lovlige grundlag, kriterier og processen bag, siger hun i en pressemeddelelse.

/ritzau/