Let højre fod: Fartkontroller i hele landet hele ugen

Skrevet af Lotte Sørensen

18/10/2014

Dagens topnyheder

I næste uge er det en god ide at holde ekstra øje med speedometeret, når du er ude at køre på de danske landeveje. Hele ugen har politiet nemlig gang i omfattende fartkontroller i hele landet. Og det er noget, du lige så godt kan vænne dig til: Fra næste år får politikredsene flere fotovogne, så der samlet er 100 styks i hele Danmark.

Læs også: TV: Knust familie offentliggør MC-dødsulykke for at sætte fokus på høj fart i trafikken

Også på mandag skyder Rådet for Sikker Trafik og Q8 en fartkampagne i gang.

- Der er en klar sammenhæng mellem hastigheden på vejene og antallet af alvorlige trafikulykker. Selv en lille hastighedsoverskridelse kan betyde, at man ikke når at bremse eller undvige, hvis der kommer en bil, cyklist eller barn ud fra en sidevej, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Læs også: Unge mænd føler sig presset til at køre stærkt

Danskerne er dog i løbet af de sidste par år blevet bedre til at køre ordentligt, hvor gennemsnitshastigheden på vejene er faldet.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik kunne halvdelen af dødsulykker være forhindret, hvis der ikke var blevet kørt for hurtigt.