Letta til sidste ministermøde inden endeligt farvel

Skrevet af admin

14/02/2014

Mest læste i dag

Den tidligere italienske premierminister Enrico Letta kan nu officielt sætte to tykke streger under "tidligere".

Det sker, efter at han fredag eftermiddag indgav sin formelle afskedsbegæring til Italiens præsident, Giorgio Napolitano.

Umiddelbart inden skrev han på sin Twitter-profil:

- Tak til alle, der har hjulpet mig.

Fredag formiddag deltog han i et sidste møde med regeringsparterne, hvor en intern magtkamp de seneste mange uger har stået på.

Stridigheder, der var så voldsomme, at de resulterede i Lettas afgang efter kun små 10, men til gengæld meget tumultagtige, måneder i spidsen for en skrøbelig koalitionsregering med centrum-højre.

Med Lettas afgang er således vejen banet for den nye partileder, 39-årige Matteo Renzi, der ventes at få opgaven at danne en ny regering.

Renzi kan dog få et krævende job med at sammensætte en ny koalition, for støtten fra Lettas partnere kommer ikke automatisk.

- Vi må overveje Renzis forslag, har Italiens vicepremierminister, Angelino Alfano, eksempelvis bebudet.

Det er Matteo Renzi, der har krævet premierministerens afgang. Renzi kræver en ny regering, der vil føre en ny reformpolitik - og han har fået bred opbakning til det krav blandt sine partifæller.

Matteo Renzi er populær blandt italienerne, fordi han aldrig har været i regering eller forbundet med den omfattende korruption på den politiske scene.

BBC hæfter sig endvidere ved, at Renzi altid virker fuld af energi. Han kommer rundt enten på sin cykel eller i en lille bil, og han deltager i møder iført sorte jeans og skjorteærmer.

Han virker afslappet, er hurtig og taler uden notater om Italiens mange problemer.

Han forsøger hele tiden at give det indtryk, at forandringer er mulige, hvad der med øje på meningsmålingerne tiltaler mange italienere.

/ritzau/AFP