Forside Nyheder Lille monster er dagens mand efter dansk triumf på isen

Lille monster er dagens mand efter dansk triumf på isen

Lille monster er dagens mand efter dansk triumf på isen

Lige nu læser andre

Holdkammeraterne roser ham helt op under haltaget i det imponerende Ice Palace i Moskva, og med 44 redninger har målmand Sebastian Dahm da også en væsentlig andel i, at Danmark står med tre point efter første kamp ved ishockey-VM.

3-0-sejren over Norge er ikke blot en triumf for det danske landshold, men også endnu en fjer i hatten på målmanden, der har fået et sent gennembrud på landsholdet.

– Det lille monster dernede har været så undervurderet i mange år, og man under ham at få lov at vise, hvor god han er, siger landsholdets kaptajn, Morten Green.

– Han viste det til VM sidste år, og han viste det i igen i dag. Det er en fyr, der har arbejdet meget hårdt for sin succes, så man under ham det virkelig, siger Green.

Læs også

Det var første gang i VM-sammenhæng, at Sebastian Dahm holdt målet rent. Som gevinst fik han en af kamppuckene med hjem til præmiehylden.

– Sådan en har jeg ønsket mig længe, og den er jeg glad for at tage med hjem til samlingen, siger Sebastian Dahm.

Efter en årrække i skyggen af Patrick Galbraith og Simon Nielsen ligner han nu mere og mere landsholdets førstemålmand – i hvert fald, når Frederik Andersen ikke er til rådighed.

– I de sidste par år har jeg koncentreret mig meget om min spillestil. Jeg holder det så struktureret som muligt, og det er en fed følelse, når det lykkes – også på internationalt niveau.

– Så får man et ekstra skud selvtillid og tro på fremtiden, siger Sebastian Dahm.

Et væld af udvisninger i tredje periode gjorde, at Danmark kom til at spille i undertal næsten uafbrudt i otte minutter, men den 29-årige målmand afværgede alt, hvad der blev sendt imod ham.

– Man kan kæmpe alt, hvad man kan, og sørge for at få så god en position som muligt. Men i den sidste ende skal man også have nogle marginaler med sig, siger Sebastian Dahm.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK