Lindberg: Vi kan udnytte Canellas' gåpåmod

Skrevet af admin

18/01/2014

Mest læste i dag

Playmakeren Joan Canellas er af Spaniens største profiler, og det danske håndboldlandshold kan få sit hyr med ham i aften ved EM.

Hans Lindberg kender Canellas fra HSV Hamburg, hvor de to er holdkammerater. Spanieren spiller med stor selvtillid, men det kan ifølge Lindberg vendes til en fordel for Danmark.

- Han er en klog spiller og god til at læse svaghederne i et forsvar. Han er skudfarlig og god i samspillet med stregspilleren.

- Men han kan også komme til at fylde for meget. Han lader sig ikke slå ud af, at han er blevet stoppet fem eller for den sags skyld 10 gange. Han kører på hele tiden, så hvis vi kan få fat på ham, vil det være godt, siger Hans Lindberg.

Landstræner Ulrik Wilbek er ret vild med Joan Canellas, der har scoret 16 gange for Spanien i den indledende gruppe.

- Han er så klog. Jeg elsker kloge håndboldspillere. Der er ikke noget værre end håndboldspillere, der ikke er kloge.

- Han er god til at vurdere, hvornår han skal slå til, og han gør ondt på et forsvar.

- Det kan nogle gange se ud til, at der ikke kommer noget fra ham, og så siger det bang, og så kommer han med hele sin fysik. Han kan gå igennem selv de mindste huller, men han kan også slippe bolden til en medspiller, siger Wilbek.

Landstræneren fortæller, at det meget vel kan blive René Toft Hansen, Mads Christiansen og Klaus Thomsen, der skal stoppe den spanske stjerne i aftenens kamp, der begynder klokken 20.30 i Boxen i Herning.

/ritzau/