Lionel Messi scorer to gange i comeback

admin

|

09/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FC Barcelona er videre i den spanske pokalturnering efter en 4-0 sejr over Getafe onsdag aften.

Kampens højdepunkt kom i det 63. minut, da Lionel Messi blev sendt på banen.

En skade har holdt Messi, fire gange kåret til verdens bedste fodboldspiller, ude af holdet i 59 dage, men tilsyneladende er han nu ved fuld styrke igen.

I kampens sidste minutter fejrede han sin tilbagevenden med to scoringer.

Argentineren afløste Andrea Iniesta i det 63. minut med Barcelona foran 2-0. Det var Messis første kamp siden Barcelona den 10. november slog Real Betis 4-1.

Fabregas scorede allerede efter ni minutter og igen på straffespark, sekunder før Messi blev sendt på banen.

Barcelonas træner, Gerardo Martino, havde foretaget seks ændringer i startopstillingen i forhold til sidste weekends 4-0 sejr i ligaen over Elche.

Brasilianeren Neymar var ikke med i truppen i aftenens pokalkamp på grund af et maveonde, men både Neymar og Messi ventes at være med i lørdagens topopgør på udebane mod Atletico Madrid.

/ritzau/