Liverpool henter hollandsk landsholdsspiller

Skrevet af admin

22/07/2016

Dagens topnyheder

Liverpool har hentet endnu en forstærkning til den kommende sæson i Premier League.

Den engelske fodboldklub har skrevet kontrakt med Georginio Wijnaldum, der i sidste sæson rykkede ud af den bedste engelske række med Newcastle.

Kontraktens længde er ikke offentliggjort, men den er af længere varighed, oplyser Liverpool på klubbens hjemmeside.

- Jeg er virkelig glad, for Liverpool er en stor klub med en flot historie, og det er altid en drøm at spille for en klub, der er så stor som Liverpool, siger 25-årige Georginio Wijnaldum.

Den hollandske landsholdsspiller slutter sig til Liverpools trup, der i øjeblikket er i USA som et led i forberedelserne til næste sæson.

Georginio Wijnaldum scorede 11 mål i 38 ligakampe for Newcastle i sidste sæson, som var hans første i England efter skiftet fra hollandske PSV for et år siden.

Hans mange mål var dog ikke nok til at redde Newcastle fra nedrykning.

Liverpool har tidligere hentet Loris Karius, Joel Matip, Marko Grujic, Sadio Mane, Ragnar Klavan og Alexander Manninger til næste sæson.

/ritzau/