Liverpool-reserver slipper med smalt nederlag til Real

Skrevet af admin

04/11/2014

Mest læste i dag

Liverpool havde nærmest allerede solgt kampen på forhånd, og derfor var det heller ikke specielt overraskende, at Premier League-klubben måtte forlade Bernabeu i Madrid med et 0-1-nederlag i Champions League-gruppe B.

Det overraskende var vel i virkeligheden, at nederlaget ikke blev større, for på papiret var klasseforskellen mellem holdene større, end den viste sig at være på banen.

Manager Brendan Rodgers lavede inden kampen formentlig en kalkule, der gik på, at ligakampen mod Chelsea hjemme på Anfield på lørdag nok ville være både vigtigere og nemmere at få noget ud af end udekampen mod de skræmmende madrilenere.

Derfor skiftede han syv spillere ud i forhold til startopstillingen i 0-1-nederlaget til Newcastle og lod folk som Steven Gerrard, Raheem Sterling og Mario Balotelli starte på bænken.

Og nu er det svært at vide, hvordan Liverpool havde klaret sig i stærkeste opstilling, men måske havde det ikke nyttet ret meget.

For Real Madrid spillede i perioder af kampen op til sit vanlige høje niveau anført af Cristiano Ronaldo, der virkede meget opsat på at score sit Champions League-mål nummer 71 og tangere landsmanden Rauls rekord.

Ronaldo havde også flere gode forsøg i første halvleg, men Liverpool-keeper Simon Mignolet forhindrede det historiske mål.

Derimod lykkedes det for Karim Benzema efter en lille halv times spil at overliste gæsternes forsvar, da han satte foden på et veltimet indlæg fra Marcelo.

Målet knækkede dog ikke gæsterne, der ganske vist blev presset i bund, men holdt stand.

Også efter pausen, hvor Rodgers mod slutningen af anden halvleg sendte Gerrard og Sterling på banen i et spinkelt håb om måske alligevel at kunne tiltuske sig uafgjort.

Men det blev ved den ene scoring i kampen, og selv om det var en halv sejr for Liverpool kun at tabe med et enkelt mål, så hjælper det ikke meget i den store sammenhæng.

Kravet til Liverpool for at nå andenpladsen og gå videre i turneringen er ikke blevet mindre af, at Basel i aftenens anden kamp i gruppen vandt 4-0 over Ludogorets fra Bulgarien.

Resultatet betyder, at schweizerne har tre point flere end Liverpool, og derfor er Merseyside-klubben formentlig nødt til at hente mindst fire point i de to sidste gruppekampe.

Real Madrid derimod kan tage ret afslappet på de to sidste kampe og måske selv stille med reservehold her. Spanierne er med 12 point efter de fire første gruppekampe sikre på at gå videre til forårets ottendedelsfinaler.

/ritzau/