Liverpool skuffer igen med uafgjort mod Norwich

Skrevet af admin

20/09/2015

Mest læste i dag

Liverpool fortsætter med at skuffe i Premier League, hvor holdet efter søndagens 1-1-resultat mod Norwich ikke har vundet i de sidste fire kampe.

Noget tyder på, at den gode sæsonstart med to indledende sejre ikke gav et retvisende billede af Liverpools styrke.

Heller ikke mod Norwichs oprykkere formåede Brendan Rodgers' tropper at overbevise om, at en ny storhedstid ligger lige om hjørnet.

For første gang i denne sæson kunne Rodgers ellers mønstre Daniel Sturridge som angrebsmakker til Christian Benteke.

Men Sturridge med det skrøbelige bentøj virkede ikke overraskende noget mærket af endnu en lang skadespause.

Han misbrugte første halvlegs største chance, da han blev spillet helt fri i højre side af straffesparksfeltet, men afsluttede svagt og forhastet lige på Norwich-keeper John Ruddy.

Det var dog ikke Sturridge, men Benteke, der blev ofret i pausen, da Rodgers ville se friske ben på banen.

Blot to minutter efter sidebyttet retfærdiggjorde indskiftede Danny Ings den disposition ved i helt fri position at sende bolden under den fremstormende Ruddy og dermed score sit første mål siden skiftet fra Burnley i sommerpausen.

Men selv med en føring i ryggen udstrålede hjemmeholdet ingen sikkerhed i spillet, og efter en times spil slog Norwich igen.

Liverpools keeper, Simon Mignolet, ville bokse et hjørnespark væk, men fik kun en slatten højrehånd på bolden, og så kunne Russell Martin iskoldt tæmme kuglen med brystet og sende den i nettet med ydersiden.

Først i kampens slutfase fik hjemmeholdet etableret noget, der mindede om et pres, og både Philippe Coutinho og Adam Lallana misbrugte gigantiske muligheder.

Derfor endte det hele med 1-1, et resultat som utvivlsomt øger presset på manager Rodgers.

Med otte point for seks kampe roder Liverpool rundt som nummer 13 i Premier League, hvor Norwich er nummer 11 med samme pointtal.

/ritzau/