Løkke: Vi skal passe på Venstre i de her svære dage

Skrevet af admin

03/06/2014

Dagens topnyheder

Lars Løkke Rasmussen opfordrer sine partifæller til at passe på partiet.

Det siger Venstre-formanden på vej ind til et gruppemøde, hvor flere folketingsmedlemmer ventes at opfordre ham til at gå af.

- Hvis jeg skal sige noget, vil jeg sige, at jeg synes, vi skal passe lidt på Venstre i de her svære dage.

- Jeg tog jo ansvaret for valgnederlaget på valgaftenen og sagde, at nu tror jeg, det er klogt, at vi alle sammen lige ryster hovedet og synker spyttet og finder den bedste måde, som Venstre kan komme fremad på, siger Løkke og fortsætter:

- Jeg har indkaldt til et hovedbestyrelsesmøde og selv inviteret til en debat, og jeg skal da lige love for, at den har været der. Der er mange, også ud over Venstres egen medlemskreds, der tager del i den, kan jeg se, og det konkluderer vi på i aften.

- Og så skal man bare huske, at når konklusionen er draget, så skal partiet jo videre. Derfor skal man lige passe lidt på sig selv og hinanden.

Spørgsmål: Har du tænkt dig at trække dig som formand?

- Jeg har tænkt mig, at vi skal have et hovedbestyrelsesmøde i eftermiddag, sådan som jeg har indkaldt til det.

Spørgsmål: Hvad har du tænkt dig at sige til kritikerne i din folketingsgruppe, der nu åbent går ud og trækker støtten til dig?

- Jeg har ikke tænkt mig at sige andet end det, jeg lige har sagt til jer.

En række folketingsmedlemmer har allerede åbent taget afstand fra Lars Løkke Rasmussen, og fra flere sider peges der direkte på næstformand Kristian Jensen som hans afløser.

Kristian Jensen selv vil dog ikke spekulere i, om Løkke er på vej til at forlade formandsposten.

- Vi kommer til at have et gruppemøde, hvor vi skal drøfte de forskellige forhold, der er i Venstre nu. Så må vi se, hvad der kommer.

- Jeg har sagt flere gange, og det gør jeg gerne igen, at jeg opfordrer alle til at holde den her debat internt. Vi har et hovedbestyrelsesmøde i eftermiddag. Det er der, at man skal give sin mening til kende, siger Kristian Jensen på vej ind til gruppemødet.

/ritzau/