Lucas Andersen: Jeg er ked af det på Boilesens vegne

Skrevet af admin

26/11/2014

Dagens topnyheder

Ajax Amsterdams anfører Nicolai Boilesen måtte udgå med en skade efter mindre end 10 minutter af tirsdagens 1-3-nederlag til Paris Saint-Germain i Champions League.

Holdkammeraten Lucas Andersen ved efter nederlaget ikke, hvor slemt det ser ud for Boilesen, der blev stemplet af Gregory van der Wiel.

- Jeg har ikke hørt noget. Det er ikke kommet ud.

- Men det så ikke godt ud. Når man må ud så tidligt i kampen, så er det alvorligt, og jeg er ked af det på hans vegne, siger Lucas Andersen til 3+.

Ajax gjorde det meget godt over for det franske storhold, men der manglede kvalitet på den sidste tredjedel af banen.

- Vi mangler den sidste aflevering og dribling, før folk kommer fri til 100 procentschancer, siger Lucas Andersen, der er nogenlunde tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg var god på bolden og viste nogle af de ting, som jeg gerne vil vise på højeste niveau. Men der skal også et slutprodukt på, og det arbejder jeg på at forbedre, siger kantspilleren.

Lucas Andersen føler sig nogenlunde sikker på, at Ajax Amsterdam i holdets sidste gruppekamp vil sikre sig avancement til Europa League via gruppens tredjeplads.

Det kræver som minimum uafgjort på hjemmebane mod cypriotiske Apoel FC.

- Det er jeg stensikker på, at vi gør. Hvis vi spiller som nu og øger med to procent, så burde der ikke blive de store problemer, siger han.

Paris SG og Barcelona har forlængst sikret sig en plads i Champions Leagues 1/8-finaler fra gruppe F.

/ritzau/