Målmand får fyreseddel efter to drop i kamp

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

Det kan have store konsekvenser for resultatet, når målmænd fejler fælt i fodboldkampe. Men det er dog de færreste, som bliver fyret for det.

Det er den 23-årige bulgarske målmand Stefano Kunchev ifølge nyhedsbureauet Reuters blevet tirsdag.

Efter to målmandsdrop, der kostede nederlag på 1-2 i mandagens kamp mod Beroe Stara Zagora, har hans klub, Levski Sofia, tirsdag taget konsekvensen og fyret ham.

I mandagens kamp var tålmodigheden også kort, for målmanden blev taget ud i pausen.

Med nederlaget blev kampen ingen god debut for Levski-træner Georgi Ivanov, som tidligere i denne måned tog over for Jose "Pepe" Murcia, der var blevet fyret.

Levski Sofia, der er en af Bulgariens mest populære fodboldklubber, har skiftet træner 14 gange siden 2008.

/ritzau/