To måneders pause til rygskadet FCK-profil

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Midtbanespilleren Rurik Gislason kan se frem til to måneders skadespause for FC København på grund af en rygskade.

Den islandske profil går dermed glip af en række vigtige kampe for københavnerne. Blandt må Gislason sidde uden for, når FCK i de kommende uger skal forsøge at kvalificere sig til Champions Leagues gruppespil.

- Rurik har pådraget sig ukomplicerede brud på tre af sine ryghvirvler, og han skal derfor gennemføre en smertestillende behandling, siger klublæge Morten Boesen til FCK's hjemmeside.

- Vi forventer, han vil være væk fra fodbolden i seks til otte uger.

Den islandske spiller kom til skade i weekendens Superliga-premiere mod Silkeborg. Gislason måtte udgå af opgøret, der sluttede 0-0.

FCK's første store vigtige opgave i Europa er på onsdag, hvor holdet møder ukrainske Dnipro Dnipropetrovsk i kvalifikationen til Champions Leagues gruppespil. Returopgøret finder sted den 6. august.

Hvis FCK slår de ukrainske vicemestre ud, venter der endnu en kvalifikationsrunde, før holdet er fremme i det økonomisk lukrative gruppespil.

/ritzau/