Mads Øland politianmelder dokumentfalsk

admin

|

04/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Spillerforeningens direktør Mads Øland har foretaget en politianmeldelse på grund af mulig forfalsket underskrift.

Øland afviser over for Ekstra Bladets hjemmeside, at han fredag den 30. maj skulle have skrevet under på at have modtaget et anbefalet brev fra Divisionsforeningen.

- Vi har nu foretaget en politianmeldelse af min underskrift, der er blevet forfalsket, siger Mads Øland til Ekstra Bladets hjemmeside.

Brevet fra Divisionsforeningen indeholdt et konfliktvarsel, der ville træde i kraft den 1. juli, hvis det blev modtaget inden udgangen af maj.

Spillerforeningen hævder dog, at man først har modtaget brevet mandag den 2. juni, hvilket vil rykke en mulig konflikt en måned frem - fra og med 1. august - hvor konflikten kan gøre endnu mere ondt på dansk fodbold.

Det skyldes, at flere danske klubber på det tidspunkt skal forsøge at kvalificere sig til Champions League og Europa League.

Selv om Spillerforeningens kontor var lukket torsdag og fredag i sidste uge, så lykkedes det alligevel Divisionsforeningen at få afleveret det anbefalede brev fredag den 30. maj.

Divisionsforeningen har fremlagt dokumentation for, at brevet er blevet modtaget fredag, men Mads Øland afviser, at han har skrevet under på modtagelsen.

/ritzau/