Mænd i tyrkisk militærhelikopter anholdt i Grækenland

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

En tyrkisk militærhelikopter med otte mænd om bord er lørdag middag landet i byen Alexandroupolis i det nordlige Grækenland.

De har alle søgt om politisk asyl i landet. Det oplyser de græske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters er de otte mænd blevet anholdt af de græske myndigheder.

Black Hawk-helikopteren landede i Alexandroupolis efter at have afsendt et nødsignal til myndighederne i lufthavnen.

Syv af de ombordværende var i militæruniform og menes at have været involveret i kupforsøget i Tyrkiet. Det rapporterer den græske tv-station ERT ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det græske nyhedsbureau ANA mener at vide, at der er tale om tre majorer, tre kaptajner og to sergenter.

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, skriver på Twitter, at han har bedt de græske myndigheder om at returnere mændene.

- De otte forrædere, der undslap med helikopter til Grækenland, skal leveres tilbage med det samme, skriver han.

Ifølge en erklæring fra de græske forsvarsmyndigheder er det planen, at helikopteren skal sendes tilbage til Tyrkiet så hurtigt som muligt. Hvad angår de otte asylansøgere, vil Grækenland fortsætte sagen efter gældende international lov.

Det siger Olga Gerovassili, der er talskvinde for den græske regering, ifølge AFP.

Hun tilføjer, at regeringen er i kontakt med de tyrkiske myndigheder, og at man vil tage hensyn til, at "asylansøgerne deltog i et kup mod den tyrkiske forfatning".

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, udtrykte tidligere lørdag sin støtte til den demokratisk valgte regering i Tyrkiet.

Kort forinden nyheden om helikopteren i Grækenland lykønskede Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, på et pressemøde sit land med at have overkommet nattens kupforsøg.

- Jeg vil gerne sige tak til alle dem, der kæmpede heroisk mod kupmagerne i nat. De martyrer, der døde i nat, vil aldrig blive glemt, siger han ifølge CNN Türk.

Han lover samtidig, at kupmagerne vil blive straffet hårdt.

- Vores nation og befolkning har vist, at den vil kæmpe for demokratiet. Den har vist, at ingen kan trodse folkets vilje, siger Binali Yildirim.

/ritzau/