Magnus Heunicke med vaccinenyhed: Danmark har tiltrådt ny vaccineaftale

Skrevet af Julie Møller

03/12/2020
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Aftalen sikrer vacciner til en million danskere, hvis vaccinen godkendes.

Dagens topnyheder

I disse dage tales der rigtig meget om en kommende vaccine mod coronavirus, og nu har Danmark sikret sig en million vacciner, hvis medicinalfirmaet Modernas bud på en vaccine bliver godkendt i EU. Det skriver landets sundheds- og ældreminister på Twitter.

“Vaccinenyhed: DK er tiltrådt EU’s sjette forhåndsaftale med Moderna om indkøb af vacciner. Aftalen betyder for Danmark, at ca. 1 mio. personer vil kunne blive vaccineret, hvis vaccinen godkendes efter grundig dokumentation for sikkerhed og effekt,” skriver han på Twitter.

Ikke det første land

Uanset hvornår det sker, så bliver Danmark ikke det første land, hvor en vaccine bliver godkendt. For onsdag godkendte Storbritannien som det første land i Vesten en vaccine, som ifølge Ekstra Bladet allerede i næste uge kan blive taget i brug i landet. Ti dage tog det Storbritannien at godkende en vaccine til brug. 

Ingen tvang om vaccine

Magnus Heunicke har meldt ud, at en kommende vaccine ikke bliver pålagt danskerne med tvang. Det samme kan man læse i en udgivelse fra Sundhedsstyrelsen. 

“Udgangspunktet for tilbud om COVID-19-vaccine skal være det informerede og frie samtykke til vaccination.”

“Vaccination ved tvang vurderes ikke at være relevant i den aktuelle situation, hvor andre mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes for at forebygge smittespredning. Det bør overvejes ved implementeringen af et COVID-19-vaccinationsprogram at understreget frivilligheden, da det frie valg kan påvirkes af eventuelt stort socialt pres og stigmatisering af personer, som fravælger vaccinen.”

Derudover er det på nuværende tidspunkt heller ikke sandsynligt, at børn og unge under 15 år skal vaccineres.

“Da det ikke vurderes, at der vil være dokumentation for sikkerhed og effekt blandt børn under 15 år og gravide, inkluderes disse ikke umiddelbart i målgrupperne,” oplyser Sundhedsstyrelsen. 

Tidligere har Magnus Heunicke meldt ud, at det mest optimistiske scenarium er, at vi i Danmark vil kunne begynde at vaccinere inden årsskiftet.