Magnussen glæder sig til cool østrigsk bane

Skrevet af admin

16/06/2014

Mest læste i dag

Kevin Magnussen glæder sig til udfordringen i den kommende weekenden, når Formel 1-feltet skal køre det østrigske grandprix på Red Bull Ring i Spielberg.

Den danske McLaren-kører, som er uden erfaring på de fleste Formel 1-baner i denne sæson, kender netop den bane ganske godt.

- Det er mærkeligt at sige det, men af alle kørerne i Formel 1-feltet har jeg formentlig den seneste erfaring med banen i Østrig, fordi jeg kørte to afdelinger der sidste sommer i Formel Renault 3.5-klassen, siger Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

- Det er et meget cool sted. Det er en bane, hvor du ikke rigtig får tid til at slappe af i cockpittet, fordi banen hele tiden drejer et eller andet sted hen. Der er kun én rigtig langside, og det er ved start- og målstregen, men selv der er chancen for at slappe af minimal.

- Men det, som gør banen sjov at køre, er, at alle omgange er et adrenalinsus, fordi svingene aldrig stopper med at komme. Du skal virkelig have styr på din bil. Du vil have den til at gøre lige det, du vil have den til at gøre, fordi banen er så fysisk.

- Køreren arbejder faktisk meget, så køreren har brug for, at bilen tager fra så meget som muligt, siger Magnussen.

/ritzau/