Magnussen: Jeg kunne have gjort det bedre

Skrevet af admin

21/06/2014

Mest læste i dag

Formel 1-køreren Kevin Magnussen starter søndagens grandprix i Østrig fra sjettebedste position.

Men den 21-årige dansker vurderer, at han kunne have gjort det en anelse bedre.

- Hvis alt havde været perfekt i dag, så tror jeg, at vi kunne være endt i top-fem.

- Jeg lavede en lille fejl i det sidste sving på min sidste runde i Q3, men jeg er alligevel glad for, hvordan det gik, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

Holdkammeraten Jensen Button kørte blot 12.-bedste tid, men briten rykker en enkelt placering frem før starten af søndagens grandprix på grund af en straf til Sergio Perez.

- Som hold mener jeg, at vi kan være tilfredse. Vi gør helt sikkert fremskridt, og nu skal vi bare holde fast, mener Magnussen.

Lidt overraskende blev det suveræne Mercedes-hold med Nico Rosberg og Lewis Hamilton slået i lørdagens kvalifikation. I stedet satte Williams-kørerne Felipe Massa og Valtteri Bottas de to hurtigste tider.

- Det er rart at se, at feltet bliver blandet lidt mere. Det er ret så overraskende, at hullet til Mercedes er blevet lukket så hurtigt, og det er godt at se Williams tage pole position, siger Magnussen, der håber det bedste før søndagens grandprix.

- Jeg ved ikke, om vi kan holde samme fart som i kvalifikationen, men vi vil gøre vores bedste, siger danskeren.

/ritzau/