Magnussen senior undrer sig over Buttons kritik

Skrevet af admin

13/05/2014

Mest læste i dag

Kevin Magnussens holdkammerat hos McLaren, Jenson Button, var ude med giftig kritik af danskeren efter weekendens Formel 1-grandprix i Barcelona.

Button gav udtryk for, at det ikke gavnede McLarens arbejde med at få bygget en konkurrencedygtig bil, at man havde en førsteårskører som Magnussen med på holdet.

Argumentet skulle være, at danskeren på grund af manglende rutine ikke giver lige så værdifuld feedback til ingeniørerne og mekanikerne.

Men Button glemmer at kigge på sin egen præstation, siger Kevin Magnussens far, Jan, til BT:

- Jeg forstår, hvad han siger, og jeg er også enig med ham. En mere erfaren kører havde måske kunnet finde en eller to tiendedele mere.

- Men som det var i weekenden, var Kevin mere end to tiendedele hurtigere end Button, så Button skulle måske koncentrere sig mere om at finde dem selv, siger Jan Magnussen.

Han undrer sig i øvrigt også over, at Button går til pressen med sin kritik i stedet for at holde den internet i teamet og mener, at det må være udtryk for, at briten føles sig presset og prøver at flytte fokus væk fra sine egne præstationer.

/ritzau/