Kevin Magnussen hamrede speederen i bund ved dagens anden Formel 1-træning i Singapore.
McLaren-køreren var næsten tre sekunder hurtigere end tidligere på dagen, og det lover godt før søndagens grandprix.
Danskeren endte som nummer seks ved den anden træning i tiden 1,48.358 minutter. Det var en væsentlig forbedring af placeringen som nummer 11 og tiden 1,51.217 tidligere fredag.
Det betød, også at Magnussen denne gang var bedre end holdkammeraten Jenson Button, som blev syver. Tidligere var englænderen blevet otter.
Begge McLaren-kørere havde dog næsten et sekund op til Mercedes-stjernen Lewis Hamilton, som satte hurtigste omgang af alle i tiden 1,47.490 minutter.
Fernando Alonso (Ferrari), Daniel Ricciardo (Red Bull), Kimi Raikkonen (Ferrari) og Sebastian Vettel (Red Bull) var også hurtigere end Magnussen, men der er ikke de store tidsforskelle.
Hamiltons holdkammeret Nico Rosberg, som fører i den samlede Formel 1-stilling, skuffede med en placering som nummer 13 ved fredagens anden træning.
Rosberg har hentet 238 point, mens Hamilton har 216 efterfulgt af Ricciardo med 166 point.
/ritzau/