Makedonsk heksekedel imponerer Torsten Laen

Skrevet af admin

23/03/2014

Mest læste i dag

Han har efterhånden oplevet en del frygtindgydende udebaner i sin karriere, der har budt på ophold i Tyskland og Spanien, men søndagens kulisse i Skopje gjorde alligevel stort indtryk på KIF Kolding Københavns Torsten Laen.

Foran 7000 ellevilde makedonske tilskuere tabte det danske hold med 17-23 til HC Metalurg i det første 1/8-finaleopgør i Champions League.

- Man må tage hatten af for den stemning, der er her i arenaen. Jeg har sjældent oplevet noget lignende, siger Torsten Laen, der blev dansk topscorer med fem mål, KIF Kolding Københavns hjemmeside.

Undervejs lignede det en regulær afklapsning til koldingenserne, men med fight og rutine lykkedes det holdet at minimere nederlaget til seks mål.

- Jeg synes, at vi kæmpede for det i dag. Det var langt fra alt, som lykkedes, men folk var villige til at knokle på trods af det, og det er grunden til, at vi ikke tabte med mere, siger Torsten Laen.

- Vi havde egentlig nogle fine chancer og havde måske også muligheden for at reducere yderligere, så de kun vandt med en to-tre stykker, men Stanic (Metalurgs målmand, red.) stod også en rigtig flot kamp, må vi bare sige.

Returkampen spilles i Trefor Arena i Kolding næste søndag.

/ritzau/