Maldiverne undersøger oplysninger om MH370

Skrevet af admin

19/03/2014

Dagens topnyheder

Politiet i Maldiverne kigger nu nærmere på rapporter fra indbyggere i det vidtstrakte turistparadis om, at de har set en lavtflyvende jumbojet den dag, da det savnede Boeing 777-fly fra Malaysian Airlines forsvandt.

I en erklæring, der blev offentliggjort sent tirsdag aften, siger politiet, at man er gået i gang med at undersøge en rapport på Haveruu News' netside. Af den fremgår det, at et stort fly har passeret over den fjerntliggende sydlige ø, Kuda Huvadhoo, 8. marts.

Siden Malaysian Airlines ruten MH370 på mystisk vis forsvandt på vej fra Malaysias hovedstad Kuala Lumpur til Beijing i Kina med 239 personer om bord har mange hævdet, at de har set flyet.

Oplysningerne har vist sig at være forkerte, ligesom en række meldinger af fund af vragdele på havet også har vist sig at ende i ingenting. Adskillige nationer har i godt halvanden uge ledt efter flyet. Søgeområdet er nu et areal, der er større end Australiens.

Haveeru oplyser, at øjenvidner på Kuva Huvadhoo har set et hvidt fly med røde striber flyve over den sydlige del af den knap 1000 kilometer lange øgruppe Maldiverne.

- Jeg har aldrig tidligere set et passagerfly flyve så lavt hen over vores ø. Vi har set vandfly, men jeg er sikker på, at det ikke var et af dem. Jeg kunne endda tydeligt se dørene på flyet, citerer websiden et øjenvidne.

Haveruu-journalist Farah Ahmed siger, at adskillige øjenvidner har oplyst det samme.

- De her mennesker har først hørt en meget høj støj fra et fly, der fløj usædvanlig lavt, hvorefter de løb ud for at se det, siger Ahmed telefonisk til AFP fra Maldivernes hovedstad Male.

Maldivernes internationale lufthavn ligger på naboøen Hulule, hvor der dagligt håndteres snesevis af store fly med tusindvis af turister til det tropiske øparadis. Fra Hulule er det muligt at flyve videre med vandfly til en række af turistøerne.

Eftersøgningen efter det forsvundne fly er nu fokuseret om to øde områder. En nordlig korridor, der spænder over Syd- og Centralasien, og en sydlig, der strækker sig dybt ind i den sydlige del af Det Indiske Ocean mod Australien.

Maldiverne, der ligger langt fra begge områder, er ikke blandt de 26 lande, der for tiden er involveret i den massive internationale søgning efter det forsvundne fly.

/ritzau/AFP