For mange unge med problemer i hjemmet søger ikke hjælp

Skrevet af admin

28/10/2015

Dagens topnyheder

Langt de fleste unge vil ikke søge efter hjælp, hvis far slår, mor drikker eller en fra omgangskredsen begår overgreb.

Det viser en ny undersøgelse, som Børnerådet har lavet blandt deres Børne- og Ungepanel via et spørgeskema.

Børnerådet har spurgt cirka 1500 elever i 8.-klasse om deres erfaringer med vold seksuelle overgreb og misbrug af alkohol eller stoffer i hjemmet eller omgangskredsen. Og dernæst om de i så fald har opsøgt hjælp.

Otte procent af de unge svarer, at de har haft behov for hjælp i forbindelse med vold i hjemmet, men det er kun under halvdelen af dem, der har opsøgt hjælp.

Seks procent af de unge i panelet har haft behov for hjælp i forbindelse med alkohol og stoffer, og her har lidt under halvdelen opsøgt hjælp.

Mens fem procent af de unge har haft behov for hjælp i forbindelse med seksuelle overgreb, og der har præcis halvdelen opsøgt hjælp.

Og det er bekymrende, at de unge ikke søger hjælp, hvis de har brug for det, mener formanden for Børnerådet, Per Larsen.

- Undersøgelsen viser, at mange børn og unge ikke får den hjælp, de skal have. Det er meget trist at konstatere, at så mange sejler rundt og har det skidt i sjælen uden at vide, hvad de skal gøre.

- Derfor må vi prøve at opspore dem så tidligt som muligt. Så vi hurtigt kan sætte ind med indsatser, der kan afhjælpe, at de unge går rundt med problemer uden at tale om det, siger han til Ritzau.

Undersøgelsen viser ifølge Per Larsen, at alt for mange unge simpelthen ikke ved, hvor de skal henvende sig, hvis de har brug for det. Og det er alarmerende.

- Vi skal være bedre til at formidle, hvor unge kan hente hjælp, for det virker åbenbart ikke tilstrækkeligt lige nu. Vi bliver nødt til at lave et reklamebrøl omkring børns rettigheder.

Han foreslår et samarbejde med eksempelvis undervisningsministeren, hvor man kunne få en årlig dag op at stå, så de unge kan få mere information om, hvad de kan gøre, hvis de af den ene eller anden grund har brug for hjælp.

- Børn og unge skal have den hjælp, de har brug for, siger Per Larsen.

/ritzau/