Marokko udelukkes fra to afrikanske fodboldmesterskaber

Skrevet af admin

06/02/2015

Dagens topnyheder

Marokko frabad sig at være vært for årets Africa Cup of Nations af frygt for Ebola-smitte, og det betaler landets fodboldlandshold nu dyrt for.

Det afrikanske fodboldforbund, CAF, har besluttet at udelukke Marokko fra at deltage i de kommende to Africa Cup of Nations, der bliver spillet i henholdsvis 2017 og 2019.

Ud over den sportslige straf skal landets fodboldforbund også frem med den store pengepung.

Marokkos fodboldforbund har fået en bøde på en million dollar, cirka 6,5 millioner kroner, lige som forbundet skal betale et beløb svarende 59 millioner kroner i erstatning til CAF og forbundets sponsorer.

I oktober bad Marokko CAF om at udskyde mesterskaberne af frygt for ebolaudbruddet i de vestafrikanske lande. Det afviste forbundet.

Som følge af afvisningen frabad Marokko sig i november at være vært for turneringen, hvorfor landet også blev strøget fra deltagerlisten.

I stedet overtog Ækvatorial-Guinea værtskabet for turneringen, hvor Elfenbenskysten og Ghana søndag spiller finale.

/ritzau/