Martin Braithwaite scorer i vild Toulouse-redning

Skrevet af admin

15/05/2016

Dagens topnyheder

Ti minutter før tid var Toulouse på vej til nedrykning fra den bedste franske række, da holdet var bagud 1-2 ude mod Angers.

Men så tog et eller andet ved Martin Braithwaites klub, som formåede at vende billedet totalt på få minutter.

Først udlignede den danske landsholdsspiller til 2-2 i kampens 79. minut, men det var stadig ikke nok til at sikre overlevelse.

Det blev der dog rådet bod på minuttet efter, da Yann Bodiger sørgede for den ekstremt vigtige scoring til 3-2, der betyder, at Toulouse holder sig over nedrykningsstregen i Ligue 1 med 40 point.

Braithwaite, der også er anfører i Toulouse, nåede dermed op på 11 sæsonscoringer.

Sorteper i nedrykningsspillet blev i stedet Reims og Ajaccio. Reims vandt ellers 4-1 hjemme over Lyon, men det rakte kun til 39 point.

Ajaccio havde før aftenens kampe 37 point, og da det blev til et 0-1-nederlag ude til Lorient, så rykker Ajaccio ud sammen med bundproppen Troyes og Reims.

Suveræne Paris Saint-Germain har for længst vundet mesterskabet, men det afholdt ikke mandskabet for at præstere i sidste runde, som også var sidste kamp for Zlatan Ibrahimovic.

Hjemme blev det til en 4-0-sejr over Nantes, og Ibrahimovic sørgede selv for at bringe pariserne i front efter 17 minutter. Det skete syv minutter efter, at tilskuerne havde rejst sig op på hjemmebanen Parc des Princes for at hylde svenskeren med klapsalver i et minut.

Uden tvivl som en tak for Zlatans fire sæsoner i klubben, hvor det er blevet til fire franske mesterskaber på stribe.

Ibrahimovic lukkede også målfesten, da han i det 89. minut scorede til 4-0.

En anden spiller takkede også af lørdag aften. Det var den tidligere danske landsholdsspiller Lars Jacobsen i Guingamp.

Danskeren har meddelt, at han stopper karrieren efter denne sæson, og derfor spillede han lørdag sin sidste officielle fodboldkamp.

Det skete i hjemmekampen mod Nice, hvor Lars Jacobsen spillede hele opgøret, men ikke kunne ændre på 2-3-nederlaget.

/ritzau/