Medier: United køber Di Maria for engelsk rekordsum

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Argentineren Angel di Maria bliver tirsdag Manchester United-spiller for en rekordstor sum penge. Det skriver flere britiske medier tirsdag morgen.

Ifølge flere aviser ankom Angel di Maria til Manchester allerede mandag for at gennemgå et lægetjek tirsdag.

Britiske medier mener at vide, at Manchester United betaler 59,7 millioner britiske pund svarende til 559 millioner kroner for argentineren.

Det udkonkurrerer det beløb på 468 millioner kroner, som Chelsea i 2011 betalte Liverpool for Fernando Torres.

Ifølge aviserne vil Angel di Maria blive præsenteret i Manchester United tirsdag. Det vil klubben dog ikke bekræfte.

Angel di Maria har været i Real Madrid siden 2010, men ønskede ikke for forlænge sin kontrakt.

Han var heller ikke med for spanierne i sidste uges Super Cup, og træner Carlo Ancelotti sagde søndag til lokale medier, at spilleren allerede har været på besøg for at sige farvel til sine snart tidligere holdkammerater.

Manchester United havde sidste år en skidt sæson i Premier League, og begyndelsen af årets sæson har ikke været meget bedre. Holdet har kun fået et point i årets første to kampe.

/ritzau/Reuters