Medvedev: G7-støtte til Ukraine er grænseløs kynisme

Skrevet af admin

05/06/2014

Mest læste i dag

- Dette er kynisme ud over alle grænser.

Sådan lyder det anklagende fra Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, efter at de vestlige lande i G7 på deres møde i Bruxelles har støttet Ukraines militære operationer mod prorussiske separatister i den østlige del af landet.

- Det såkaldte G7 taler endog om afmålte aktioner fra den ukrainske hær mod sit eget folk, konstaterer Medvedev ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Det er topmål af kynisme, mener han.

I en fælles erklæring fra USA's præsident, Barack Obama, og de øvrige stats- og regeringschefer i G7 hed det onsdag, at de opfordrer Ukraine til at "opretholde en afmålt tilgang i operationer til at at genskabe lov og orden".

De opfordrede samtidig Moskva til at stoppe den indstrømning af våben, der sker fra Rusland til det østlige Ukraine.

G7 var oprindeligt G8, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, var den ottende deltager.

Men efter Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i marts, besluttede de øvrige lande at smide Rusland ud, og landet er siden blevet ramt af sanktioner fra EU og USA.

I erklæringen fra G7-lederne fordømmes Rusland for "den fortsatte krænkelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet".

G7 består af USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan.

Flere af G7-landendes leder vil senere i dag deltage i en højtidelighed i Paris, dagen før 70-året for de allieredes invasion i Normandiet - den såkaldte D-dag.

Ved arrangementet i Normandiet møder også den russiske præsident op.

/ritzau/AFP