Meldinger om skud mod Ford Hood-basen i Texas

Skrevet af admin

03/04/2014

Mest læste i dag

Mindst en person er blevet dræbt og 14 såret i en skudepisode, der har udspillet sig omkring midnat natten til torsdag dansk tid på en af USA's største militærbaser, Fort Hood i Texas.

Fort Hood basen har tidligere været udsat for en skudepisode. I 2009 skød og dræbte en major således 13 personer på militærområdet.

Kilder siger til CNN, at fire personer - heriblandt gerningsmanden - er blevet dræbt. Gerningsmanden har muligvis begået selvmord, men det er ikke blevet bekræftet.

Andre medier melder også om "adskillige dræbte".

Basens ledelse har ikke været i stand til at bekræfte oplysningerne:

- Antallet af sårede er ikke bekræftet på nuværende tidspunkt, hedder det i en meddelelse fra Fort Hood-basen ifølge Reuters.

Også USA's forsvarsminister taler om dræbte og sårede i skuddramaet, der ifølge CNN ikke er et terrorangreb, men snarere et opgør mellem soldater.

Efter de første meldinger om en skudepisode beordrede basens ledelse straks alle medarbejdere i sikkerhed.

- Alle ansatte på vagt er blevet beordret i sikkerhed, lød det fra den amerikanske base på Twitter ifølge AFP.

I november 2009 dræbte major og psykiater Nidal Malik Hasan 13 mennesker og sårede 32 civile arbejdere på Fort Hood-basen i en skudmassakre. Det skete få dage før, at han skulle udstationeres i Afghanistan.

Hasan blev standset, da han blev skudt af vagter på militærbasen. Den nu 43-årige mand har siden erkendt sin skyld og er blevet dømt til døden for forbrydelsen.

Flere end 40.000 personer arbejder på basen. Over 10.000 mennesker - heriblandt familier med børn - bor på området.

/ritzau/