Merkel: EU og Ukraine vil underskrive aftale

admin

|

12/03/2014

Dagens topnyheder

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger, at de europæiske ledere vil underskrive første del af deres samarbejdsaftale med Ukraine ved et topmøde i næste uge.

Merkel fremsatte udtalelsen sammen med den polske premierminister, Donald Tusk, som hun mødtes med i Warszawa onsdag.

Den tyske kansler siger, at der ikke er sket fremskridt i bestræbelserne på at få oprettet en kontaktgruppe med Moskva omkring Ukraine.

- Hvis der ikke er nogen tekniske hindringer, vil vi underskrive den politiske del af samarbejdsaftalen ved EU-topmødet i næste uge, siger Tusk.

Merkel og Tusk gør det samtidig klart, at EU's udenrigsministre vil begyndte at forberede sanktioner mod Rusland mandag. Det vil blandt andet være indførelse af nye visumregler og indefrysninger af formuer, som tilhører personer med ansvar for Ruslands kurs.

- Vi er i det 21. århundrede. Vi løser ikke vore konflikter militært, siger Merkel og tilføjer:

- Der er gået seks dage, uden at vi har set nogle fremskridt. Et nyt stadie af sanktioner vil nu ramme Rusland, efter at Moskva ikke har taget skridt til at oprette en kontaktgruppe om Krim-krisen, som Vesten har krævet det, mens de har protesteret mod russernes militære træk.

- Vi sagde for næsten en uge siden, at hvis en kontaktgruppe ikke kom på plads inden for få dage, så ville et nyt niveau af sanktioner træde i kraft, siger Merkel, der understreger, at en aftale med Ukraine blandt andet skal gøre det lettere for landet at eksportere til EU.

EU's stats- og regeringschefer holder topmøde torsdag i næste uge.

Frankrigs præsident, François Hollande, talte onsdag i telefon med den russiske præsident, Vladimir Putin, om krisen.

- Hollande sagde, at der ikke er noget "legalt grundlag" for at gennemføre en folkeafstemning på Krimhalvøen. Han understregede samtidig, at der stadig er tid til at forebygge en farlig og unyttig situation, hedder det i en erklæring fra det franske præsidentpalads.

Krisen i Ukraine blev udløst, da den flygtede og afsatte præsident Viktor Janukovitj i november sidste år afslog at underskrive en længe forberedt associerings- og handelsaftale med EU.

/ritzau/dpa