Messerschmidt støtter fortaler for tyrkisk EU-medlemskab

Skrevet af admin

06/06/2014

Dagens topnyheder

Varm fortaler for, at Tyrkiet får en plads i EU, er kandidat til posten som formand i EU-Parlamentet i Dansk Folkepartis nye gruppe, ECR. Den konservative brite Sajjad H Karim er gruppens officielle kandidat, skriver han selv på Twitter.

Dansk Folkepartis parlamentsmedlem Morten Messerschmidt er stærk modstander af, at Tyrkiet indlemmes i EU, mens store dele af ECR derimod er fortalere for tyrkisk medlemskab. Men uenigheden genererer ikke Morten Messerschmidt.

- Man vil aldrig kunne finde en gruppe i EU-Parlamentet, hvor der er 100 procent enighed mellem samtlige delegationer, siger han.

Sajjad Karim er blandt andet med i den uformelle gruppe Friends of Turkey in the European Parlament - Tyrkiets venner i Europaparlamentet. Men får alligevel opbakning fra DF.

- Jeg synes, at Sajjad Karim har rigtig mange kvaliteter. Han er dybt kompetent i forhold til at lede gruppen, og jeg vil forestiller mig, at vi vil støtte ham.

- At han og de øvrige briter har et andet syn på Tyrkiets medlemskab, som i øvrigt er temmelig tvivlsomt, det betragter jeg ikke som nogen som helst hindring, siger DF'eren.

- Vi har jo også de seneste fem år siddet i en gruppe, hvor den styrende kraft Ukip ønskede Storbritannien helt ud af EU. Det er jo som bekendt ikke Dansk Folkepartis holdning, siger Morten Messerschmidt.

Han ser dog flere ligheder end forskelle hos De Europæiske Konservative og Reformister.

- Når det kommer til hele spørgsmålet om, at EU skal have mindre magt, så er de britiske konservative de bedste allierede for mig og Dansk Folkeparti, siger han.

Alle syv grupper i EU-Parlamentet kan indstille en kandidat til posten som formand. Den nye parlamentsformand bliver formelt valgt, når det nye parlament samles første gang i plenum 1. juli i Strasbourg. Posten går dog sandsynligvis til en af parlamentets store grupper.

Martin Schulz fra den store socialdemokratiske gruppe S&D er den nuværende formand.

Onsdag kom det frem, at Dansk Folkeparti er optaget i den konservative gruppe i parlamentet, som ledes af Storbritanniens premierminister, David Camerons, britiske konservative.

Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt forlader dermed den nationalistisk prægede gruppe i parlamentet, EFD.

/ritzau/