Mie Ø. svømmede sig skævt ind i endnu en finale

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

Mie Ø. Nielsen fortsætter med at imponere ved svømme-EM i Berlin. Det 17-årige svømmetalent har endnu ikke prøvet at tabe et løb i Velodromen, og det gjorde hun heller ikke i semifinalen i kvindernes 50 meter ryg.

Godt nok fik hun ikke den bedste start, og ifølge hende selv gik svømningen heller ikke, som den skulle, men takket være en fremragende slutspurt satte hun tingene på plads og svømmede i hurtigste tid af de 16 semifinaledeltagere.

- Jeg kom til at kigge op i loftet, og det må man ikke, for bjælkerne er ikke helt lige. Derfor var jeg nødt til at korrigere lidt undervejs, og det kostede selvfølgelig.

- At de andre kom godt fra start, er ikke så underligt, for de er specialister i at komme hurtigt væk.

- Til gengæld giver det mig ro at vide, at jeg kan hente dem på de sidste meter, siger Mie Ø. Nielsen, der med tiden 27,78 sekunder kun var to hundreddele fra sin danske rekord.

- Hvis jeg ellers kan svømme lige i finalen, skulle jeg gerne slå min rekord, og så må vi se, hvad det rækker til, siger hun.

Finalen i kvindernes 50 meter ryg svømmes lørdag eftermiddag klokken 16.57.

/ritzau/