En talsmand fra det ukrainske militær siger, at 49 soldater er blevet dræbt, da et transportfly blev skudt ned af prorussiske separatister natten til lørdag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere lørdag oplyste det ukrainske forsvarsministerium, at prorussiske separatister havde skudt det ukrainske militærfly ned.
– Terroristerne har på kynisk og forræderisk vis ramt en Ilyusjin-76 (et militært transportfly, red.) fra det ukrainske luftvåben, som transporterede styrker og forsyninger, og som var ved at lande i lufthavnen i Lugansk, lyder det fra Ukraines forsvarsministerium.
Flyet er blevet skudt ned med et tungt våben, fortæller ministeriet.
Tv-stationen CNN kunne tidligere lørdag melde, at der var mindst 49 personer om bord på transportflyet. Tv-stationens oplysninger stammede fra en ukrainsk sikkerhedskilde.
Der har været flere kampe mellem prorussiske separatister og Ukraines militær i den østlige del af landet i de seneste uger. Ukraines regering beskylder Rusland for at støtte oprørerne, men det afviser russerne.
Ifølge USA's udenrigsministerium har Rusland i løbet af de seneste tre dage sendt kampvogne, tunge våben og raketudstyr ind i Ukraine for at støtte prorussiske separatister.
/ritzau/