Miljøminister: Naturplan skal skabe rød tråd i Danmark

Skrevet af admin

27/10/2014

Mest læste i dag

Der skal gøres en større indsats for, at den danske natur får flere naturkorridorer, og at der bliver en bedre sammenhæng mellem de adspredte goder ude i det grønne.

Sådan lyder det fra miljøminister Kristen Brosbøl (S) i en kronik i Politiken, hvor hun løfter sløret for Naturplan Danmark, der allerede blev bebudet i regeringsgrundlaget for tre år siden.

Politiken skriver, at en væsentlig del af planen går på, at landets kommuner skal have pligt til at finde områder i naturen, hvor der skal sættes ind for at skabe sammenhæng til gavn for dyre- og plantearter.

Dette skal blandt andet gøres ved at tegne et kort over de mest værdifulde naturområder i Danmark.

- Dette grønne Danmarkskort bliver den fælles masterplan, som ikke bare kommunerne, men også staten, fonde, organisationer og alle andre kan prioritere efter, når de laver naturindsatser, siger Kirsten Brosbøl til Politiken.

En markant del af indsatsen skal ske gennem frivillige aftaler med landmænd og andre jordejere. Det giver dog en anelse panderynker hos Danmarks Naturfredningsforening, der ellers roser planen.

- Men ligesom nationalparkerne skal det hele være frivilligt, og det må ikke gøre ondt på nogen, så det kommer til at gå langsomt, siger præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hos Landbrug & Fødevarer er viceformand Lars Hvidtfeldt bekymret for, at selve udpegningen af et areal kan ende med at give problemer. Viceformanden mener, at der ikke bør udpeges et areal, før der er afsat penge til at omlægge det til natur.

Regeringen har afsat 195 millioner kroner til naturplanen.

/ritzau/