Milliardhvidvask ruller i retten: Tidligere bankdirektør kræves fængslet

Laurids Gjelstrup

2 timer siden

|

09/06/2025
Nyheder
Foto: Oleschwander / Shutterstock.com
Foto: Oleschwander / Shutterstock.com
Tidligere bankdirektør kræves fængslet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Man skulle i et øjeblik tro at Stein Bagger var på spil igen.

Sager om hvidvask har i flere år trukket grimme spor gennem den finansielle sektor, men sjældent har en sag ramt så direkte ned i topledelsen, som det nu er tilfældet i et dansk pengeinstitut.

Her står en tidligere bankdirektør over for en alvorlig tiltale, hvor både strafansvar og fremtidig erhvervskarriere er på spil.

Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf og frakendelse af retten til at lede selskaber, efter at over 20.000 mistænkelige transaktioner for samlet 2,3 milliarder kroner ifølge tiltalen blev sluset gennem banken på blot ét år.

Det skriver Ekstra Bladet

Ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet var der tale om selskaber med høj risiko for hvidvask, og pengeoverførslerne foregik uden tilstrækkelig indsigt i hverken formål eller ejerforhold.

Myndighederne mener, at advarslerne om mulig hvidvask og terrorfinansiering var så markante, at de burde have udløst en anmeldelse til politiets hvidvasksekretariat.

Det skete ikke, og derfor rettes blikket nu mod toppen af organisationen.

Anklageskriftet beskriver den tidligere direktørs rolle som 'særlig grov eller omfattende forsætlig'. Ifølge forsvarsadvokat Henrik Stagetorn nægter hans klient sig skyldig, men han har indtil videre valgt ikke at kommentere sagen offentligt.

"Han ønsker ikke at udtale sig inden retssagen," lyder det i en skriftlig kommentar.

Sagen føjer sig til en række skandaler, hvor banker er blevet kritiseret for at lade store beløb passere uden korrekt kontrol. Men hvor andre sager retter sig mod selve virksomheden, står nu en enkeltperson til regnskab.

Det giver sagen et særligt præg, som uden tvivl vil blive fulgt nøje, når den når Københavns Byret.

Ads by MGDK