Mindst 30 personer er såret i togulykke i Californien

Skrevet af admin

24/02/2015

Mest læste i dag

En togulykke i det sydlige Californien på den amerikanske vestkyst har såret mindst 30 personer.

Flere togvogne blev tidligt tirsdag morgen afsporet, da det store køretøj ramte en lastvogn, der holdt på skinnerne, rapporterer amerikanske medier.

Ulykken skete omkring klokken 5.45 lokal tid nær byen Oxnard, der ligger cirka 120 kilometer fra storbyen Los Angeles.

En talsmand for det lokale brandvæsen siger til CNN, at myndighederne har anholdt lastvognens chauffør, der forsøgte at flygte fra stedet.

Tv-optagelser viser, hvordan flere togvogne er røget af skinnerne, samtidig med at lastvognen står i flammer.

Toget havde adskillige passagerer om bord med retning mod Los Angeles, da ulykken skete i begyndelsen af de travle morgentimer.

/ritzau/AFP