Minister: ATP vil bryde loven med Cheminova-oprydning

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Når Cheminova-ejerne torsdag samles til generalforsamling i Aarhus, så skal ATP stemme imod en oprensning af giftdepotet ved Høfde 42. Ellers vil pensionskassen bryde loven.

Det siger beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S), som samtidig understreger, at han ikke har nogen mulighed for at pålægge ledelsen i ATP at gå i en anden retning ved generalforsamlingen.

Aarhus Universitets Forskningsfond, der ejer en del af aktierne i Cheminova, har ellers foreslået, at nogle af pengene fra det 8,3 milliarder kroner store salg af Cheminova går til at rydde op i naturen ved Harboøre Tange.

Men ATP kan ifølge Henrik Dam Kristensen ikke støtte forslaget, fordi ATP's formål ifølge loven er at sikre medlemmerne den bedst mulige pension:

- Det vil være i strid med ATP's formål og i strid med loven at støtte en oprydning, der vil få negativ økonomisk betydning for ATP's medlemmer, siger Henrik Dam Kristensen.

Svaret, der faldt i Folketingets spørgetid onsdag, undrer dog SF's miljøordfører Steen Gade. Han peger på, at ATP på andre områder tilsyneladende ikke har problemer med at bruge medlemmernes penge på at vise samfundsansvar.

- Jeg har læst, at ATP har fået en pris for deres samfundsansvar. Prisen handlede om, at nydanske kvinder blev hjulpet ind på arbejdsmarkedet, siger Steen Gade.

Han henviser dermed til, ATP har en afdeling, hvor nydanske kvinder, som har problemer ud over ledighed, bliver tilbudt et individuelt tilrettelagt forløb.

Det inkluderer blandt andet intensiv danskundervisning i virksomheden, en personlig mentor fra en anden af ATP's afdelinger og konkrete arbejdsopgaver som eksempelvis kopiering, pakning af kursusmapper og tasteopgaver.

- Stor ros til ATP for det. Men det må have kostet penge. Og kunne ATP i deres politik for samfundsansvar så ikke også have besluttet at give penge til en oprydning efter et giftdepot, som de har været med til at tjene penge på?, spurgte Steen Gade.

Han fik dog ikke noget andet svar fra ministeren, end at det ville være i strid med ATP's formål at bruge omkring syv millioner kroner af pensionskassens indtjening ved salget af Cheminova på en oprensning af giftdepotet.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) fastslog ellers tidligere på ugen, at det ville klæde aktionærerne at betale en del af regningen for den forurening, virksomheden har forårsaget på Harboøre Tange.

/ritzau/