Minister: Dansk pres på Tyrkiet i Hedegaard-sag virker

Skrevet af admin

30/11/2014

Dagens topnyheder

Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) tager skarpt afstand fra en tyrkisk ministers udtalelser om, at det bunder i populisme, når den danske regering fortsat lægger pres på Tyrkiet i sagen om løsladelsen af Lars Hedegaards formodede attentatmand.

- Det er ikke på grund af den danske offentlighed, at vi er meget utilfredse med Tyrkiet. Det er, fordi vi ikke kan få nogle oplysninger fra Tyrkiet om en meget alvorlig sag, siger Martin Lidegaard.

Ifølge Tv2.dk har den tyrkiske minister for EU-anliggende, Volkan Bozkir, sagt til avisen Zaman, at det udelukkende sker af populistiske grunde for at "lefle for offentligheden", når den danske regering bliver ved med at kritisere Tyrkiet for at løslade den mistænkte attentatmand.

Men udenrigsminister Martin Lidegaard mener, at den tyrkiske ministers reaktion er et udtryk for, at det danske pres på Tyrkiet virker.

- Der er blevet lagt mærke til i Tyrkiet, at det ikke bare er den danske regering, men også det danske folketing og den danske offentlighed, som er fortørnede over den her sag, og som ønsker at få alle detaljer belyst og klarlagt, siger udenrigsministeren.

I slutningen af oktober oplyste Tyrkiet, at den mistænkte attentatmand ikke - som lovet - kunne udleveres til Danmark, fordi han var blevet løsladt fra sin fængselscelle.

Siden da har man fra dansk side forsøgt at få tyrkerne til at svare på, hvem den formodede attentatmand er udleveret til - og ikke mindst hvorfor.

- Status er, at vi i adskillige omgange har rejst spørgsmålet over for Tyrkiet. Også i den forgangne uge og adskillige gange i EU. Vi er nu også ved at rejse sagen i Europarådet, siger ministeren.

- Vi forsøger hele tiden, at få Tyrkiet til at gøre det, det forekommer os enkelt - nemlig at vise dokumentation for, hvad der egentlig er foregået, og hvorfor den formodede drabsmand er blevet løsladt, siger Martin Lidegaard.

Sagens hovedperson er den 27-årige BH, der er dansk statsborger. Han mistænkes for i februar 2013 at have affyret skud mod forfatteren Lars Hedegaard. Gerningsmanden til drabsforsøget havde forklædt sig som postbud.

I april blev den mistænkte anholdt af tyrkisk politi og derefter fængslet. Samtidig bad Danmark om at få ham udleveret, men manden blev sat på fri fod 20. august - uden at danske myndigheder fik besked om det.

/ritzau/