Minister: Kvote 2 skal sikre topmotiverede studerende

Skrevet af admin

04/08/2016

Dagens topnyheder

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) er ikke overrasket over en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) der viser, at kvote 2-systemet ikke hjælper til at få unge fra ikke-boglige hjem ind på universitetet.

- Børn fra hjem med forældre med en videregående uddannelse har den samme fordel i kvote 2, som de har i gymnasiet. De er typisk gode til at tale for sig og har måske endda forberedt sig på en optagelsessamtale med deres forældre, siger hun.

Ministeren forklarer, at kvote 2 ikke specifikt skal sikre social mobilitet. Derimod fremhæver hun en række andre formål med ordningen.

- Den tjener det formål, at unge, der har været uheldige til en eksamen, stadig har chancen for at komme ind på deres drømmestudium. Den skal sikre, at de studerende, der bliver optaget, er topmotiverede.

- Og endelig tjener den det formål at sikre, at andre erfaringer og kompetencer end karakterer bliver honoreret.

I SFI-undersøgelsen fremgår det, at forældrenes uddannelsesniveau ikke falder drastisk mellem kvote 1 og kvote 2, som det burde, hvis der skulle være en socialt udlignende effekt.

/ritzau/