Minister vil lukke aftale om togfonden tirsdag

admin

|

14/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) er åben over for at undersøge en letbane mellem Vejle og Billund, som Dansk Folkeparti og trafikordfører Kim Christiansen (DF) ønsker.

En aftale om brug af togfondens 28,5 milliarder kroner kan derfor lande tirsdag, siger hun.

- Jeg synes, at Dansk Folkeparti er kommet med en melding, der gør, at vi kan lukke en aftale. Regeringen er interesseret i det, siger Pia Olsen Dyhr.

- Jeg er meget positiv over for at diskutere alternative muligheder og også åben over for at diskutere en letbaneløsning.

- Hvis Kim Christiansen melder tilbage, at det er det, Dansk Folkeparti ønsker, så synes jeg, vi skal mødes i eftermiddag og lukke en aftale, siger Pia Olsen Dyhr.

Forhandlingerne om togfonden strandede mandag aften efter et pludseligt krav fra Dansk Folkeparti om en potentiel letbane til Billund i stedet for en jernbane, som regeringen og Enhedslisten ellers var parat til at sluge.

Togfonden indeholder 28,5 milliarder kroner, som regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige om at hente ved en ændret beskatning af de selskaber, der henter olie op af undergrunden i Nordsøen.

/ritzau/